Du er rollemodel uanset om du vil eller ej


Når jeg deler et billede af mine slippers fra da jeg i torsdags havde arbejdsplads på Vejlefjord Hotel og Spa, signalere jeg til dig at du også kan få et fedt arbejdsliv – derfor får du lige et billede af mine slippers 

Når du tager et valg, er du med til at vise andre vejen. Jeg snakker ikke kun om dine børn, men også dine kollegaer, din mand, dine venner, din familie – alle de mennesker du er i kontakt med, også selvom det bare er en tilfældig du møder i køen på sandwichbaren 

Det gælder for alting, lige fra hvad du vælger at spise, til at du siger nej til din chef når han eller hun beder dig om at lave en opgave som du ikke har lyst til eller som ikke giver mening for dig.

Jeg hjælper folk med at finde ud af hvad det virkelig brænder for, og så lave et skift, så de kommer til at arbejde med det som giver mening for dem. Derfor drejer jeg naturligvis emnet om at være rollemodel over på det at finde sin passion.

Hvornår har du sidst mødt en person som virkelig brænder for sit arbejde? Endnu bedre, hvis det er en person som har lavet et skrift fra et arbejde som ikke var dem, til et arbejdsliv som giver mening for dem og som giver energi, selvværd og glæde?

Hvad tænkte du om den person? Lad os kalde hende Susanne. Hvad tænkte du om Susanne? Hvordan påvirkede mødet med Susanne dig? Fik hun dig til at tænke på om du skulle skifte dit arbejdsliv ud med noget som var federe?

Jeg talte i sidste uge med en af mine tidligere kunder, som har været i passionsforløb. Hun fortalte at hun var i byen en aften og mødte en gammel kollega, som simpelthen ikke kunne forstå hvorfor hun sagde hendes gode job op, for at gå på dagpenge (og starte sit firma). De snakkede sammen i lang tid og han stillede hende mange spørgsmål og havde rigtig svært ved at se logikken i hendes beslutning. Et par måneder efter, fik hun ad omveje af vide at han havde sagt sit præstigefyldte job op, og havde åbnet en lille lokal grillbar. Det synes jeg er så smukt og så livsbekræftende. Hun har tydeligvis påvirket ham, selvom det ikke virkede sådan den aften de snakkede sammen.

Endnu et billede fra Vejlefjord Hotel, med den helt fantastiske udsigt.

Det er fantastisk hvordan vi kan påvirke folk med vores valg, uden egentlig at føle at vi gør noget. Vi kan vælge at gøre det der er rigtigt for os og vores familie, og med den beslutning påvirke andre. Påvirke andre til at lave en ændring i deres liv, eller måske bare så et frø i hovedet på personen, så han eller hun senere kan skabe det liv som han/hun ønsker.

Husk, at lige meget hvad du gør i dit liv, så er det et valg. Hvis du intet gør, tager du et valg om at lade det stå til. Hvis du tager et valg om at lade dit liv stå til, selvom du ikke er tilfreds, hvilket signal sender du så til andre? Måske er det i dette tilfælde er det særligt vigtigt for dig, hvilket signal du sender til dine børn?

Når jeg fortæller min historie, som jeg altid gør i mine webinarer, så kan dem som ser med, spejle sig i min historie. De kan se sig selv i min situation, den som jeg sad i, inden jeg fandt min passion. Min historie viser også at der er en vej ud af et kedeligt/hård/stressende/intetsigende arbejde. Jeg kan, med min historie, påvirke andre til at gøre noget ved deres egen livssituation, hvilket gør mig glad og stolt. Når jeg så ser at mine kunder påvirker andre til at gøre noget ved deres intetsigende arbejdsliv, er det jo bare helt fantastisk at se hvordan ringene i vandet spreder sig.

Du sender signaler til andre og er gennem dine valg (eller mangel på samme) en rollemodel, lige meget om du vil eller ej. Så hvis du nu absolut skal være rollemodel, hvilken rollemodel vil du så være? Hende som vælger at lade tingene stå til, eller hende som skaber det liv hun drømmer om? Valget er op til dig, men husk – det er et valg

Kærlig Hilsen

Maria Skaarup

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *